Samtext
Sådan skriver du en god overskrift på nettet

Sådan skriver du en god overskrift på nettet

Hvad enten du skriver et blogindlæg for din virksomhed, et nyhedsbrev, en produktside eller noget andet tekstrelateret, er titlen, eller overskriften – det vigtigste, du skriver. Sammen med billedet skal den få læseren til at standse op, og samtidig skal den være fristende nok til, at man får lyst til at klikke på den og læse videre.

Har du et godt indhold men svært ved at få folk til at klikke på det? Så kan det være, det er din overskrift, den er gal med. Her giver vi dig nogle tips til, hvordan dit indhold bliver læst!

Dagligt bliver vi bombarderet med hundredvis af overskrifter, uden at vi tænker nævneværdigt over det. Størstedelen af dem scroller vi let og elegant forbi, men andre standser vi op ved. Noget har pirret vores nysgerrighed …

Du har sikkert oplevet at blive indfanget af de her clickbait-overskrifter, der åbenbarer sig på din skærm i fed skrift, når du klikker dig ind på en netavis: »Sådan slipper du af med dellerne på 14 dage«, »Du vil ikke tro, hvad der skete, da Karin åbnede wc-låget«, »Derfor kan du få færre penge mellem hænderne til næste år«, »Det skal du huske, når du bestiller ferie«.

Chancen for, at det netop er dens slags overskrifter du klikker på, er stor. Men hvorfor? Er det så vigtigt for os at se, hvad der skjuler sig under Karins wc-låg?

Derfor lader du dig friste

Det, overskrifterne ovenfor har til fælles, er, at de indeholder triggerord som »sådan« og »derfor« for at vække læserens opmærksomhed. Måske endnu vigtigere: De lokker ofte med løsningen på et problem. Vi mennesker er nysgerrige af natur. Er der noget vi ikke kender svaret på, vil vi meget gerne finde løsningen, også selvom temaet som udgangspunkt ikke interesserer os synderligt. Derfor kan det være en god idé at starte overskriften med et sådant triggerord eller simpelthen stille et spørgsmål.

I en hektisk hverdag er vi nemlig på jagt efter smarte og enkle tips, der kan forenkle vores tilværelse. For at sætte det lidt på spidsen: Titler som »Derfor har du kogt æg på den forkerte måde hele livet« eller »Hvordan bliver du en bedre elsker« fungerer nærmest som heroin for vores hjerne: Vi  simpelthen klikke for at sikre at vi ikke går glip af noget. For de mest afhængige af os er der oprettet en norsk hjemmeside dedikeret udelukkende til tekster med den slags overskrifter: slikogderfor.no. Her er det bare at klikke, til man brækker sig!

Benyt tal

Vi elsker som nævnt tips og tricks. Kombinér det med et tal, og du har en vinderkombination. Vores hjerne kan nemlig rigtig godt lide tal, fordi de hjælper os med at organisere information. »5 tips til bedre studenterøkonomi«, »7 tips til en mere miljøvenlig livsstil« – mulighederne er uendelige! Forhåbentlig kender du din målgruppe godt nok til at vide, hvilke problemstillinger de ønsker svar på.

Vælger du at benytte tal, er det en god idé at skrive dem med cifre og ikke med bogstaver. Skriv »5« og ikke »Fem«. Menneskeøjet opfatter nemlig cifre bedre. Der er også meget, der tyder på, at ulige tal fungerer bedre end lige tal, fordi vi lægger bedre mærke til dem og har lettere ved at huske dem.

Vær personlig

Hvilken af disse overskrifter tror du opnår flest klik?

  1. Sådan slipper du af med din flyskræk i 5 enkle trin
  2. Til jer med flyskræk: Sådan bliver man kureret i 5 enkle trin

Svarede du nr. 1, har du højst sandsynligt ret. Ved at benytte ord som »du«, »dig«, »din« og »dine« i overskriften opbygger du en personlig relation til læseren, og de allerfleste er jo interesseret i det, der vedrører dem selv. Vælger du at formulere det som et personligt spørgsmål, bliver det hele endnu mere personligt. Så bliver læseren nærmest tvunget til at tage stilling til det, du skriver om. Faktisk viser forskning fra Handelshøyskolen BI i Oslo, at et personligt spørgsmål i overskriften øger klikraten med hele 170 procent!

Find nøgleordet

Stil dig selv spørgsmålet: »Hvad handler min tekst om?« Find et ord, der beskriver din hovedpointe, og medtag det i overskriften. Foretag en søgeordsanalyse i f.eks. Google Trends for at finde ud af, hvilke søgefraser din målgruppe benytter. Ved at inkludere nøgleordet i overskriften, opnår du større synlighed på Google.

Benyt beskrivende ord (adjektiver og adverbier), der gør din overskrift mere spændende og søgbar, men pas på ikke at gøre den for lang. Overskriften bør højst indeholde 70 tegn svarende til 4–8 ord.

Vær ærlig

Pas på, din overskrift ikke lover mere, end den kan holde. Det hjælper ikke at have en god overskrift, hvis indholdet i øvrigt er af lav kvalitet. Hvis overskriften ikke hænger sammen med resten af indholdet, er der stor risiko for, at læseren føler sig snydt og får en dårlig oplevelse. Vær ærlig og giv læseren valuta for klikket. Overskriften »Tag speedbådsbevis nemt via nettet« kan f.eks. virke vildledende, eftersom man er nødt til at møde op personligt for at aflægge prøven.

Det er med andre ord vigtigt, at indholdet i din tekst opfylder de forventninger, overskriften skaber. Vær så præcis som muligt!

Tør være sexet!

reklamebranchen arbejder man meget med at gøre overskrifter og slagord så spændende og attraktive som muligt for målgruppen. Det er noget, du også kan tænke over, når du skal finde på en overskrift til din tekst. Eksperimentér med bogstavrim, ordspil, adjektiver og kendte referencer – benyt ord, som læserne tænder på! Bogstavrim gør overskriften mere synlig og skaber en stopeffekt, der kan være nok til at give læseren lyst til at læse mere om din artikel »Top-10-tips til taglægning«.

Opsummering

– Benyt triggerord som »sådan« og »derfor«.

– Stil gerne et spørgsmål under brug af spørgeord som »hvad«, »hvem«, »hvordan« og »hvorfor«.

– Vær ærlig – vælg en overskrift, der holder, hvad den lover.

– Skriv personligt og direkte henvendt til din målgruppe.

– Afprøv sproglige finurligheder som bogstavrim og ordspil.

Rune Fossberg

Rune Fossberg
Digital Content Writer

rune.fossberg@samtext.com

Samtext logo
Samtext Denmark
Strandesplanaden 110, 2.
2665 Vallensbæk
Tlf.: 35 24 99 50